|
Aldersmærkning af computerspil skal hjælpe forældre i julehandelen
Mange forældre vil igen i år give deres børn pc- og
konsolspil i julegave. Multimedieforeningen og Medierådet for Børn og Unge opfordrer alle til at
tage højde for aldersmærkningen og lancerer en kampagne, der skal
gøre opmærksom på mærkerne
Computerspil er ikke kun for børn, men for folk i alle aldre.
Flere og flere voksne spiller pc- og konsolspil, og den
gennemsnitlige computerpiller er i dag knap 30 år. Derfor bliver der
udviklet en række spil, som udelukkende henvender sig til voksne.
Siden 2003 har fælleseuropæiske aldersmærker på spillenes æsker
vejledt om, hvorvidt et spil egner sig til forskellige
aldersgrupper. Aldersmærkerne fortæller om et spil indeholder
elementer af fx vold, bandeord og nøgenhed, og ikke om spillenes
sværhedsgrad.
Kampagne skal sikre opmærksomhed
”Alle bør tage højde for aldersmærkerne. Derfor lancerer vi sammen med Medierådet i
løbet af november en kampagne, der skal gøre opmærksom på
mærkningsordningen ude i butikkerne,” fortæller Peter Weile, der
er formand for sammenslutningen af spildistributører i Danmark -
Multimedieforeningen.
Spilbranchen og myndigheder samarbejder
Det er spilbranchen, der i samarbejde med europæiske myndigheder,
har taget initiativ til Pan European Game Information (PEGI), som
aldersmærkningen kaldes.
De enkelte producenter indstiller spillene til mærkning, mens det
uafhængige hollandske institut NICAM bestemmer den endelige
mærkning. Som kontrolorgan er tilknyttet et uafhængigt klagenævn,
der består af eksperter inden for børnepsykologi samt
repræsentanter for forældregrupper, lærer- og
pædagogorganisationer mv.
Medierådet: Stor forskel på børn
Fra Danmark er Medierådet for Børn og Unge repræsenteret i
kontrolorganet, og rådet har også været med til at opbygge
PEGI-systemet:
”Medierådet for Børn og Unge opfordrer forældre til at se efter
mærkerne og tjekke hvilket slags spil, det drejer sig om. Der er
stor forskel på børn, og det er forældrene, der bedst selv ved,
hvad barnet kan tåle,” fortæller sekretariatschef Susanne Boe, der
også opfordrer forældrene til at spille sammen med børnene for at
vurdere de enkelte spil.
|